Cookie- og privatlivspolitikKrav … lørdag, 7. jan 2012
Skrevet af h2p3 under Mig via andre, KommentarerInden for den sidste måned har jeg 2 gange fået at vide, at jeg stiller meget store krav - til mig selv forstås.
“Jamen det må da være hårdt, er det ikke? Du sætter meget store krav til dig selv og dine leverancer. Jeg synes, du skal passe bedre på dig selv!” Sagde en sød kollega til mig i går.
Jeg forstår det ikke, og slet ikke nu hvor jeg er mere ‘nå nå’ end nogensinde (efter en noget hård evaluering sidste år). Jeg laver selvfølgelig det, jeg skal; og jeg føler ejerskab for projektet, løsningen og kvaliteten - men jeg kæmper ikke indædt mod tiden eller ledelsen. Hvis jeg får ordre på at sende noget af sted på en bestemt dato, så protesterer jeg kun en enkelt gang, hvis jeg ikke er glad for kvaliteten; derefter siger jeg ‘javel’ klapper hælene sammen og accepterer, at vi sender skidtet videre …. efter at have sikret mig ordren skriftligt ovenpå mine forbehold 
Så hvad er det, andre kan se? Hvad er det, jeg gør, siger eller udstråler, som er mere krævende end andre …
Det er ca 20 år siden, en veninde første gang kom med en tilsvarende vurdering - med tilføjelsen at jeg også kræver meget af andre! Dengang blev jeg temmelig overrasket men fandt ud af, at det nok var en generel opfattelse i min omgangskreds inkl. familien. Jeg havde et højt energiniveau og havde det bedst med, at der skete noget hovedparten af tiden. Jeg var engageret, nysgerrig og prøvende - jeg elskede udfordringer! Og jeg blev nok lidt utålmodig, når andre ikke lige var til sinds at følge med ud i min sidste nye idé.
Men i dag? I dag tilbringer jeg meget tid hjemme. Jeg dyrker væsentlig mere stille sysler og søger ikke store forandringer. Og er altså væsentlig mere afslappet, når jeg selv skal sige det. Jeg går udenom rigtig mange konflikter og kampe, og jeg vælger sjældent stædig insisteren, når jeg er oppe imod stærkere kræfter. Jeg giver mig selv javist, men ikke så jeg efterlades drænet og (mis)brugt!
Jeg kan ikke se, hvad der gør mine omgivelser bekymrede for mit generelle velbefindende, men jeg har forstået, at der er nogle stykker, der er bange for jeg går ned med stress eller depression, fordi jeg ikke kan leve op til mine egne forventninger. Men måske er jeg nødt til at tage deres bekymring alvorligt ….. måske er jeg ikke så god ved mig selv, som jeg går og tror.
Måske har de andre ret - denne ene gang?!
Ikke før min far torsdag, 5. jan 2012
Skrevet af h2p3 under Drøm, KommentarerJeg er i en meget speciel lejlighed. Den er utrolig lang og smal; jeg kan se ned gennem en masse rum igennem døråbning på døråbning. Alle rummene ligger som perler på en snor, og der er en dør i venstre væg i dem alle. Lejligheden går nærmest ned ad bakke, og jeg står i det øverste rum og kigger på alle rummene uden at forstå, hvordan det hele hænger sammen - hvordan kan jeg kigge så langt ned og se dørene ude til venstre?
Der er en smal seng i det øverste værelse, og jeg lægger mig til at sove. Det er en lidt svævende fornemmelse, muligvis fordi jeg fornemmer de lavereliggende rum. Døren i venstre væg er nærmest ud for mine skinneben, og jeg kan ikke rigtig lide den af én eller anden grund.
På et tidspunkt kommer en sygeplejerske ind ad døren, og hun løfter mig højere op i sengen, sådan som jeg har set på hospitalet, når patienterne er gledet ned i fodenden - det virker ganske naturligt. Mens hun står bøjet ind over mig, åbner jeg øjnene og siger et eller andet, og i næste øjeblik presser hun en pude ned over mit ansigt. Jeg ligger og overvejer, om det her er ubehagelig; overvejer om jeg mon er færdig med mit liv?
Men hov; jeg kan da ikke dø før min far! Det vil være så urimeligt hårdt for ham; så dybt urimeligt over for lige præcis ham, som jeg så gerne vil hjælpe og holde glad. Så jeg drejer hovedet til siden og trækker vejret.
Så enkelt …
En dejlig hemmelighed søndag, 1. jan 2012
Skrevet af h2p3 under Mig og mit, KommentarerEn af mine venner er gravid med sit andet barn - og jeg ved det, før hun har fortalt det til en masse andre. Det skete også første gang, hun var gravid; selvom vi ikke er specielt tætte.
Grunden er slet og ret, at jeg åbenbart formår at stille nogle spørgsmål med fantastisk timing! For nyligt spurgte jeg ‘bare’, om ikke de mon forsøgte at få et barn mere, hvorefter hun smilte lige så stille og sagde, at det skam var på vej. Jeg har ikke spurgt tidligere, og jeg havde ikke sådan en fornemmelse af, at der ‘nok var noget’. Spørgsmålet faldt blot naturligt lige der … for mig i hvert fald.
Der er et par stykker, der har antydet, at jeg har en evne til at se nogle ting; både angående mig selv og andre. Men jeg ’ser’ altså ikke en brik - andet end de der spørgsmål, som dumper ud af munden på mig (og dem ser jeg sjældent, før de er sluppet ud).
Til gengæld har jeg så tit de her hemmeligheder, jeg må slæbe rundt på, og det er hårdt! Specielt sådan en dejlig én, som jeg gerne vil dele med andre 
Det positive sind mandag, 26. dec 2011
Skrevet af h2p3 under Mig og mit, KommentarerPå mange måder har jeg haft et nemt liv. Og jeg ved det skam godt
Som i reklamen for Anglemärk, hvor et lille lysglimt kan ændre min sindsstemning og tankestrøm fuldstændigt - et farveflor af blomster, en dejlig latter, sjove skyformationer. Nogle gange må jeg lige afbryde en samtale for at pege og forklare min manglende koncentration. Små glæder til stor fornøjelse.
Men selvom jeg har nemt ved at se det gode og sjove; nemt ved at smile og more mig i hverdagen; selvom jeg næsten altid kan finde det lille positive støvfnug, der kan hæve en træls dag op over gulvbrædderne … selv den gladeste i Verden kan falde hen i tristesse - og jeg er ikke den gladeste i Verden.
Det kan være meget svært at forklare for mig selv og andre. Svært at forsvare at jeg er ked af det, når jeg ikke oplever stor modgang og prøvelser.
Jeg smiler meget og joker almindeligvis med folk omkring mig, jeg kan godt lide en lidt løssluppen omgangsform. Ironi og skarpe bemærkninger er også en del af min hverdag - hvilket kan være sjovt, når alle er med på den. Men i mine mindre muntre perioder kan jeg have lidt svært ved at styre min irritation, som kommer ud med skarphed og styrke, når noget går mig imod. Jeg er ikke kendt for at lægge fingrene imellem!
Jeg er kendt for at være ærlig og ligefrem. Jeg er også kendt for at have et vist temperament. Jeg siger min mening - også når jeg ikke bliver spurgt Og så er jeg altså kendt for mit positive sind. Det er så bare ikke altid, det hele går op i en højere helhed ..
Sjælesørger søndag, 6. nov 2011
Skrevet af h2p3 under Tænksomhed, 4 kommentarerEt meget smukt ord
Er det én, der sørger for en sjæl; eller sørger over den?
Ordet indbyder til filosoferende tankespring og små-nippende omtanke - måske fordi det virker ophøjet og lidt gammeldags … For mig er der en hel del ‘præst’ over ordet, muligvis noget med skriftemål og tilgivelse. Ikke nødvendigvis den uddannede og indviede præst, men hverdagspræsten i folk, man har tillid til.
Nogle gange er sjælesørgeren ganske enkelt en opmærksom lytter. Det er slet ikke nødvendigt at sige andet en sympatitilkendegivende lyde og udstråle direkte, åben tilstedeværelse - man skal være der for den sjæle-udøsende person. Bare give plads og tid til at et andet menneske kan snakke om sine tanker og overvejelser. Det kan være rigtig svært at give en ufiltreret fremstilling af sig selv og sine tanker; svært at fortælle den der lille hemmelighed, som helt klart gør én til et dårligt menneske; svært at forklare det man ikke forstår, men som man godt kan mærke fylder helt vildt meget i ens tankeverden; svært at forsøge at være fuldstændig ærlig uden at føle man overskrider sine grænser - og sjælesørgerens!
At være sjælesørger handler om at give. Man skal give sin fulde opmærksomhed, og man skal give uhildet respekt for den tillid, et andet menneske viser én. Og så skal man give sin visdom, erfaring og støtte. En smuk symbiose der styrker begge parter.
Nogle ord har en smag og krop, som helt naturligt sætter en stemning.
Mantra som opmuntring lørdag, 14. maj 2011
Skrevet af h2p3 under Mig og mit, 5 kommentarerFor lang tid siden læste jeg, at Lola Baidel bruger mantraet ‘jeg er ro og kærlighed’ ifm. meditation, og det er nok her, jeg har min inspiration fra. Hendes mantra virker dybt beroligende på mig - både når jeg har brug for at få sindet afbalanceret efter ophidselse over Verdens uretfærdigheder, men også når jeg er fuld af glæde over samme Verden.
Nogle gange er det dog ikke ro og fordybelse, jeg søger, så jeg har lavet mit eget mere dynamiske mantra:
Jeg kan
og jeg vil
være sund
og slank
Sådan lyder det inde i mit hoved en stor del af tiden, når jeg løber i det skønne vejr - eller det mindre skønne såmænd
Jeg er midt i projekt sundhed (stadigvæk eller igen?!), og her er motion jo en vigtig faktor. En faktor som jeg nogle gange har lidt svært ved at få passet ind i min fortravlede hverdag …. når nu jeg skal passe sofaen og cafébesøgene og alm. afslapning. Det er ret underligt, hvordan det kan svinge - i nogle perioder er det bare fuldstændigt naturligt at løbe, svømme og træne flere gange om ugen; og så går det i stå. En dag finder jeg så ud af, at det er ved at være lang tid siden jeg har motioneret, og jeg undrer mig over, hvordan det nu kunne ske.
Vinteren har selvfølgelig lidt af skylden, idet udendørs-motion helt klart hører til favoritterne. Og selvom jeg gik en del kilometer i sneen, så er det ikke det samme som at kunne cykle og løbe. Frisk luft er befordrende for fysisk og mental sundhed i sig selv, men det er endnu bedre, når det bliver fordelt af forpustet vejrtrækning 
Under alle omstændigheder er vinteren ovre, og jeg skulle gerne have godt gang i den udendørs motion igen. Og den indendørs med for det har heller ikke været til UG. Så jeg har meldt mig på et fast hold (2 gange om ugen), hvor man skal melde fra, hvis man ikke komme - tænk at det er nødvendigt for at få mig afsted! Men det er simpelthen suverænt, fordi jeg pr. automatik tager afsted, også selvom jeg ikke rigtig har lyst.
Men jeg bruger skam også mit mantra i andre situationer; når jeg lægger mig til at sove efter en god dag; når jeg går rundt i supermarkedet og handler; når jeg sidder i sofaen og funderer over muligheder og lyster osv. Der er muligvis en slags selvhypnose over det, hvor jeg forsøger at trænge helt ind i mit sind for at påvirke mine valg - gerne i alle situationer ..
Det virker slet ikke altid, men en rytmisk ’slagsang’ giver mig energi i kroppen, og jeg bliver lidt peppet op og motiveret af det
Jeg har altså aftalt … søndag, 8. maj 2011
Skrevet af h2p3 under Mig og mit, 2 kommentarerDet gode ved at lave en aftale med sig selv er, at man kan være helt sikker på, at den bliver holdt! Man har fuld kontrol, og man ved jo, at man er til at stole på …
Hvis det på nogen måde er muligt, så skal man ski da holde sine aftaler - det går jeg temmelig meget op i. Og jeg fortæller det vist egentlig til alle, hvis jeg frygter den mindste smule slinger i aftalen Så det er jeg i gang med lige nu: jeg fortæller mig selv igen og igen, at jeg lægger stor vægt på, at man overholder en aftale, og at jeg risikerer at blive seriøst sur, hvis jeg ikke vil overholde vores aftale! .. Jeg mener, min aftale - med mig selv forstås.
Jeg forstår det altså ikke; det er ikke fordi, jeg stiller urimelige krav eller på nogen måde forsøger at presse min vilje igennem. Jeg er åben for forhandlinger, og jeg accepterer alle rimelige undskyldninger og bla bla bla.
Men egentlig er det ikke en joke: hvorfor gør jeg en stor sag ud af at overholde en aftale, jeg har indgået med andre - for så at ignorere de aftaler, jeg indgår med mig selv?
I dag gjaldt det en løbetur - jeg mener; jeg forventer (forventes!) at løbe 14 km om en uge, men jeg har stort set ikke fået trænet. Det er jo ikke holdbart *suk* Hvis jeg nu havde lovet en anden, at jeg ville træne minimum 2 gange om ugen og kæmpe for at gennemføre på x tid? Ja, så ville jeg have trænet! Og hvis det virkelig ikke var muligt, så ville jeg have fundet på et alternativ, der ville have været acceptabelt for os begge.
Men det lader til, at jeg har nemmere ved at løbe om hjørner med mig end andre har - og det er måske så også i orden *tænksom panderynken*
Truslen om ensomhed lørdag, 7. maj 2011
Skrevet af h2p3 under Betragtninger, KommentarerEnsomhed fylder egentlig ikke særlig meget i mit liv, men ind imellem spekulerer jeg da over, hvorvidt jeg er i fare for at blive ensom - altså mere end de lejlighedsvise perioder, hvor jeg allerede mærker følelsen. Det er nok mest, når folk omkring mig går fra ’single’ til ‘par’ (eller modsat), og når de får børn.
Min singletilværelse er ganske vist selvvalgt, men måske giver det bagslag på et tidspunkt …. Måske sidder jeg en dag og tænker, at den der tosomhed - den vil jeg gerne være den ene halvdel af! Ikke at forhold og tosomhed giver garanti mod ensomhed, men der er dog en vis chance for, at der er én, man kan læne sig lidt op ad.
Hvornår går man fra at være alene til at blive ensom?
En venindes mor har i hvert fald ramt denne fornemmelse inden for den sidste tid. Hun har været alene i over 30 år, og hun har været pensionist i de sidste 10 nok, og der er ikke nogle store sociale omvæltninger i hendes liv for nylig - men nu mærker hun ensomheden. Fra den ene dag til den anden nærmest. Og hvis det kan ske for en så aktiv kvinde som hende, så kan det da også ske for mig.
Det er sjovt som det har fyldt i mine tanker her på det sidste. Jeg har nogle gange forsøgt at forestille mig, at der bor en anden her; at jeg har bragt et forhold ’til det næste niveau’ og kæresten flytter ind og bliver en integreret del af min hverdag … Hmmm, det er altså ikke lige dét, jeg drømmer om! Men hvad er det så?
Måske er det bare en idé, som hægter sig fast i en periode - hvis ikke jeg tager bekymringerne på forskud, så risikerer jeg jo at gå helt glip af dem! Måske skal jeg igennem en fase med ensomheds-frygt, ligesom jeg har været igennem så mange andre faser, hvor jeg slet ikke har kunnet forestille mig, at ét eller andet ikke skulle vare evigt: demonstrationer mod alt, evigt politisk engagement med animerede diskussioner, tvær Rasmine modsat, lallende livsvandring uden fast tilknytning til noget som helst, evig ufaglært job-shoppende osv.
Men lige nu tænker jeg altså på, hvordan jeg kan gardere mig mod ensomhed - mod potentiel livstræthed og krakilsk halsen op mod ungdom og tiden! Hvordan bygger jeg op til min sensommer, hvor arbejde ikke længere fylder mit liv med såvel faglige som sociale input i hverdagen - når al ‘tidsfordriv’ skal opsøges? Hvor finder jeg min base og min tryghed?
Er ‘jeg’ stadig nok?
Er held noget, man skal gøre sig fortjent til? fredag, 6. maj 2011
Skrevet af h2p3 under Filosoffen, 2 kommentarerDet tænker jeg faktisk tit over
Det hænger selvfølgelig sammen med Karma-tankegangen: dine tidligere handlinger har ført dig til dit nuværende liv, så du har gjort dig fortjent til det der måtte komme - både det gode og det dårlige.
Hvis det er tilfældet, så har jeg opført mig pænt tidligere i mit liv (eller i et tidligere liv selvfølgelig), for jeg føler mig ganske privilegeret i dag Det føles rigtig godt at være i stand til at se den slags, mens jeg står midt i det; det er ikke efterrationalisering efter jeg har smidt det hele væk; sådan “alting var bedre førhen, hvorfor søren skulle jeg nu også xxx”
Men jeg kender også dejlige mennesker, der ofte rammes af uheld. Mennesker som jeg slet ikke mener har fortjent al det uheld, som rammer dem - men jeg aner selvfølgelig ikke, hvordan de har været i deres tidligere liv …
Nå men, det er meget underligt at opleve, hvor forskelligt folk kan reagere på deres ‘onde skæbne’.
Min moster tager de fleste uheld med ophøjet positivitet. Gu er det da ærgerligt at brække en tand, men når hun nu kan finde ud af komme til tandlægen og rent faktisk har råd til at betale for behandlingen; ja så er dét da heldigt nok. Hun sætter selvfølgelig ikke pris på, at tingene går så skævt ind imellem, men det er ikke noget der rokker synderligt ved hendes humør eller hendes indstilling til livet: det skal leves så fuldt, som hun på nogen måde kan!
J ser noget anderledes på den slags. Han tager alle uheld meget personligt: Verden modarbejder ham med fuldt overlæg! Når han støder ind i forhindringer, så er det fordi alt og alle er misundelige på ham. Han har valgt rigtigt her i livet, så han har godt med penge, godt job og har gang i mange ting (ikke et ord om privilegeret opvækst i hans version ). Og resten af Verden forventer at få alting foræret i stedt for at kæmpe eller arbejde for det - og den slags afføder naturligt nok et vist nag mod ham; og derfor går hans bil i stykker så tit, derfor snyder håndværkerne ham, når de sætter det nye køkken op osv.
Min moster har haft brækket ryg, hun har fået stjålet 3 biler, hendes nye hus blev oversvømmet af regnen, hun er blevet overfaldet osv. osv. Og når jeg ser på de forskellige stød, de 2 er blevet ramt af gennem livet, så er der ingen tvivl om, at hun har været udsat for en del barske oplevelser - oplevelser, der har kunnet få de fleste mennesker ned med nakken; men ikke hende
Så måske er det ikke heldet, der er det vigtige. Måske er det ikke dét, vi forsøge at gøre os fortjente til. Måske - hvis vi virkelig strammer os an og kæmper for at gøre gode ting - så vil karma belønne os med et positivt sind, der kan hjælpe os igennem alle de uheldige oplevelser, livet har at byde på.
Overtro - videnskabeligt bevist onsdag, 4. maj 2011
Skrevet af h2p3 under Betragtninger, 4 kommentarerPå mit arbejde har vi en del udlændinge ansat og jeg havde en sådan sød, indisk kvinde på besøg en aften. Jeg synes, det er vældig sjovt at snakke med folk fra andre kulturer - og typisk vil de jo også gerne snakke med mig
Nå men talen faldt så på hendes graviditet for nogle år siden og her blev samtalen så lidt speciel (for mig!): det viste sig, at der havde været både en sol- og en måneformørkelse i løbet af graviditeten, og den slags kan have en uheldig virkning på fosteret, fortalte hun mig … Okay, det vil jeg ikke afvise sådan helt, for naturens kræfter kan ind imellem påvirke folk, der er mere påvirkelige af den slags, end jeg selv er … MEN altså én af de ting, der kan påvirke fosteret er moderens handlinger under formørkelsen! Hvis hun lukker øjnene, så bliver barnet blindt! Hvis hun sidder med forkrampede fingre, så får barnet fingre, der ikke kan strækkes ud!
Lige i situationen blev jeg mest paf og forsøgte at sige noget lidt uforpligtende, mens jeg overvejede, om der var tale om en joke - næh nej hun var helt seriøs. Den ’stakkels’ kvinde sad under begge formørkelser i et værelse med lukkede gardiner og læste i en bog, mens hun sørgede for ikke at lukke øjnene eller knytte hænderne! Hendes mor havde ledt hende igennem nogle afslappende øvelser og givet hende den konkrete bog, som hun kunne have liggende i de helt åbne hænder.
Jeg ved altså ikke, hvad jeg skal sige til det …. Jeg forsøger at have et åbent sind, og historien viser da også, at ting der tidligere er afvist som ren overtro (eller vantro!) faktisk er ganske rigtige. Jeg har også læst, at mange religiøse/kulturelle forbud eller påbud bunder i én eller anden hændelse, hvor reglen gav god mening. Men den her er altså for langt ude for mig, og jeg er meget overrasket over at møde en veluddannet kvinde i den 20. århundrede, som mener, at hun kan gøre sit barn blindt ved at lukke øjnene under en solformørkelse. Sikke et ansvar at lægge på kvinden - i forvejen er der rigtig mange ting, en kvinde kan skade sit barn med i løbet af graviditeten; der er vist ikke behov for at opfinde nogle.
Og jeg kan altså ikke helt finde ud af, hvordan disse ting er videnskabeligt bevist, som hun gjorde meget ud af at fortælle mig … Vil det mon være meget uhøfligt at spørge om referencer?