Har jeg mon så lært noget? torsdag, 19. aug 2010
Skrevet af h2p3 under Tænksomhed, 2 kommentarerJeg har lige travet mine ben til snurrende træthed - igen.
Nogle gange, når jeg er på tur væk hjemmefra, kan jeg bare slet ikke finde ud af det; jeg kan ikke nyde oplevelsen eller fokusere på tingene foran mig … jeg tænker! Eller føler måske? Jeg mærker i hvert fald, at der er noget helt galt fat med humøret og mavefornemmelsen - eller det gør jeg efter noget tid, for i første omgang er der bare uro og evig trang til bevægelse, når så benene gør ondt eller jeg ‘vågner op’, så lægger jeg mærke til det: rastløsheden og fraværet af glæde.
Jeg kan blive noget så frygteligt væk, når jeg går rundt derinde i mine tanker! Jeg går rundt mellem det meget velkendte og det lettere kaotiske, mens jeg leder efter svar og spor på min ’tilstand’. Men hvordan kan man lede efter svar, når man ikke kender spørgsmålet? Når jeg nu ikke kan gennemskue, hvad jeg er ked af, bange for eller utilfreds med …. det kan jeg nemlig ikke altid. Nogle gange ved jeg godt, hvad der nager mig men uden at jeg forstår, hvorfor det er sådan.
Jeg er ofte analyserende og overvejer baggrunden for de mindste detaljer og hændelser i mit liv; tænker over muligheder og ønsker. Men der sker altså af og til en lidt overdreven forskydning fra virkelighedens liv til tankernes! Og almindelig ledighed forstærker vist risikoen for at jeg overtænker tingene. Overfortolker mine følelser og ‘min plads i Verden’.
Jeg er ‘god til at være alene’, eller hvordan det nu skal formuleres. Jeg laver naturligt nok mange ting alene, og det er helt almindeligt for mig at rejse alene, gå i biografen eller teateret alene, spise på café alene osv. Jeg har det godt i mit eget selskab, og jeg kan længes efter det, når jeg er meget sammen med andre mennesker. Men når jeg er alene, foregår der rigtig meget inde i hovedet på mig; og nogle gange går det så nok i selvsving.
Det sjove er, at der faktisk er rigtig mange tegn på det, før jeg står (eller går!) midt i suppedasen. Nogle gange er det en udefinerbar fornemmelse, når jeg beslutter mig for en tur - jeg har bestemt mig for at tage af sted, og jeg har undersøgt forskellige ting; når så billetten skal købes, så føles det ikke helt rigtigt; eller jeg har svært ved at tage mig sammen til at få det gjort. Det er ikke lysende klare signaler, men de er der … mener jeg helt klart. Men er de altid ‘korrekte’? Eller glemmer jeg dem bare, når det så ikke bliver tristheds-dominerende ture?? Eller er det fornemmelsen af noget truende, der så gør turen til mere tung og grå?
Jeg aner ikke, om den kære intuition er pålidelig; og om den er forudsigende eller styrende for mit humør. Jeg ved, at det efterhånden er sket et par gange, hvor jeg i den grad ville ønske, jeg havde lyttet til min fornemmelser og var blevet hjemme. Det er altså bare bedre at være trist og ked, når jeg er i gode, kendte og trygge rammer!
Hvis bare alle gjorde eller tænkte som jeg … søndag, 31. jan 2010
Skrevet af h2p3 under Betragtninger, KommentarerUha det hører jeg nogle gange i løbet af en uge 
Det starter med lidt almindeligt brok over en konkret sag - trafikken, familien, pengene, skatten eller noget helt femte - derefter kommer der en fremstilling af, hvad fortælleren selv gør eller synes; herefter et lettere opgivende suk og så ovenstående sætning i én eller anden udformning.
Der er absolut intet galt i en sådan tanke, jeg tror ikke, vi er nogen, der kan sige os fri af den. Det er en forjættende tanke, hvor nemt alting vil være, hvis bare alle så mere ens på tingene - ingen diskussioner om ‘det rigtige’, ingen forvirring om andre menneskers intentioner .. en Verden fyldt med ligesindede eller i hvert fald ens-tænkende, sikke en dejlig fred og ro, vi vil opleve 
Og kedelig!
Jeg har bare lidt svært ved at kapere den i mange af de sammenhænge, hvor den bliver slynget ud - primært fordi jeg ikke er ganske enig med ytreren i det hensigtsmæssige. Jeg kan jo mærke at de små hår krøller, og en stor irritation stiger op i mig … og temmelig tit også ud gennem min mund - ‘Pis for en Verden, det ville give!’ Måske ikke fremmende for den videre samtale *suk*
Jeg kan faktisk sagtens deltage i interessante samtaler med folk, der ikke deler mine synspunkter. Jeg nyder en god diskussion, hvor jeg kan mærke interessen for emnet og et engagement i ‘omvendelses-forsøget’. Det er da heller ikke ualmindeligt, at der fremkommer nogle synspunkter eller vinkler, som giver mig lidt ekstra stof til eftertanke. Jeg flytter mig måske lidt, eller får et mere nuanceret syn på sagen.
Men lige præcis en udtalelse om, at det vil være en god ting, hvis alle andre lignede én selv - ja det er simpelthen for nedladende for mig; eller snarere for respektløst, tror jeg?! Og det reagerer jeg så meget kraftigt på.
Men jeg vil da tro, jeg overhører udtalelsen helt automatisk, når den bliver sagt om noget, jeg er enig i
Kan man savne noget, man ikke vil have? lørdag, 23. jan 2010
Skrevet af h2p3 under Betragtninger, 1 kommentarNogle gange sidder jeg og lytter til andres beretninger om dette og hint, ting de går op i og er glade for. Det kan være fint illustreret (på fjernsynet eller i bøger), eller det kan være malende beskrevet. Det kan selvfølgelig også være, jeg ser mine venner gøre noget … sådan helt naturligt (for dem altså). Og så sidder jeg der og tænker ‘Bare det var mig!’
Det er jo skønt at opleve, at andre mennesker har det godt; at deres liv og hverdag har et indhold, de sætter pris på. Glade og tilfredse mennesker er en fryd at omgås, når de udstråler overskud og energi. Nogle gange er det selvfølgelig en smule belastende, men så må man jo bare lukke af
Men så tænker jeg jo på, hvordan jeg nu skal arbejde mig hen imod den ønskede tilstand (alt fra hundeejer til mudderindsmurt naturlejr-beboer) - og jeg ser mig selv i den forjættede sluttilstand og giver et hop af overraskelse: Arghh nej, nej, nej, det der er bare slet ikke mig!
Men det virkede jo så tillokkende?!
Den simple tolkning er selvfølgelig, at jeg bare gerne ville opnå samme glæde som de andre; jeg kan se, hvor glad T er, når hun gør/har noget, og den tilstand ønsker jeg mig også. Men så enkelt tror jeg slet ikke, det er. Jeg kan jo godt opleve folks begejstring for sommerfugle-indsamling, uden at jeg på nogen måde overvejer at hoppe med på dén galej.
Men hvorfor så? Altså nogle gange overvejer jeg, om det måske simpelthen er fordi, jeg ville ønske, jeg havde lyst til det - om den bestemte hobby/livsstil/oplevelse passer godt til billedet af, hvordan jeg gerne ville være …. Lidt sådan ‘Hvis jeg nu skulle re-designe mig selv, hvordan vil jeg så fylde mit liv?’
Det kan selvfølgelig også være tilforladelige angreb af ‘Græsset er altid grønnere …. *gab*’ Så anfaldene primært kommer, når jeg er (lettere) utilfreds med mit eget livs indhold? Det underbygges måske af, at jeg godt kan have følelsen i forhold til noge ting, jeg allerede tidligere har afvist, fordi det bare slet ikke er mig.
Nu vil jeg ikke afvise, at jeg kan nå frem til, at noget er forkert for mig, fordi det er alt for besværligt at opnå - at det vil koste store forandringer i mit liv. Forandringer der går ud over min magelighed, min ro og vil ryste min kendte Verden i en hel ny facon. Sådan lidt ‘jeg ved, hvad jeg har’. Men alligevel….
Jeg tror, jeg er nået frem til (her midt i min selvtilstrækkelige selvtilfredshed), at det sandsynligvis er tegn på, at jeg er parat til forandringer af en slags. Jeg har det generelt fra rimeligt til rigtig godt, men ét eller andet skal ændres - noget skal ind eller ud!
Det er vældig diffust, og jeg er nødt til at lede efter de ømme steder; og i den forbindelse kan analysen udmærket tage udgangspunkt i andre folks liv - deres til- og fravalg. Når andre reagerer på en oplevelse, handling eller ejerskab, så kan det jo ikke være helt ligegyldigt; jeg bør således også have et forhold til det.
Det kan så bare tage lidt tid, før jeg finder ud af, at min reaktion ikke matcher mine analyse-objekters
Jeg kan sgu da ikke give råd … tirsdag, 19. jan 2010
Skrevet af h2p3 under Mig via andre, KommentarerJeg tror, jeg er rigtig god til at lytte
Det er i hvert fald ikke usædvanligt, at mine venner (og ganske fremmede) fortæller mig alt muligt på den der spørgende måde: hvad synes du om det her? Kunne jeg have gjort noget anderledes? Ville du også have reageret sådan?
Det sjove er, at jeg fuldstændig pr. automatik går ind i snakken, hvor jeg stiller uddybende spørgsmål; vejer for og imod; forsøger at finde ind til kernen i problemet/spørgsmålet/sagen. Jeg holder mig i den terapeutiske rolle det meste af tiden - jeg vil jo ikke trække mine egne holdninger ned over samtalen … eller jo ind imellem, hvor jeg så meget tydeligt påpeger det personlige islæt
Det er yderst sjældent, jeg stiller spørgsmålstegn ved, at en almindelig samtale udarter sig til en slags interview med indlagte delkonklusioner. Jeg sidder fremadlænet og lytter interesseret, samtidig med jeg analyserer udtalelserne og mine egen bidrag; meget opmærksom på om jeg overskrider én eller anden grænse - samtalepartnerens såvel som min egen!
Enkelte gange kan jeg finde på at stoppe op midt i det hele og udbryde: jamen for fanden da; jeg er slet ikke den rette til at give råd og vejledning her! Enten højt eller bare inde i mig selv. Hver eneste gang får jeg at vide, at det er muligvis rigtigt, men at jeg jo lytter! Jeg forholder mig til det, jeg går at vide. Jeg virker interesseret, vågen og aktiv. Og det er faktisk det vigtigste - specielt hvis jeg magter at blive ved så længe, at personen måske får en AHA-oplevelse bare af gentagelserne
Jeg har et lidt ambivalent forhold til at lege med i sådanne diskussioner: jeg vil rigtig gerne hjælpe, hvis jeg på nogen måde kan - men jeg vil absolut ikke snage, og jeg vil bare ikke lede nogen den forkerte vej! Ikke at jeg mener, andres valg er mit ansvar, men alligevel: hvis mine udtalelser ligger til grund for det?!
Jeg er temmelig nysgerrig af natur - nok mest på sådan en undrende måde. Hvorfor mon taxaer har de der numre? Hvordan kan man finde ud af, hvad man virkelig gerne vil? Kan en kat holde rytmen til musik? Hvordan søren kan en kunstig hånd finde ud af, hvor hårdt man kan trykke på et glas? Det får mig til at stille allehånde underlige spørgsmål i hverdagen (ikke alle værdsætter det!).
Men jeg er samtidig meget privat, og jeg har en forventning om, at andre har det på samme måde. Jeg er ikke hemmelighedsfuld overhovedet, og jeg vil da også godt fortælle folk forskellige detaljer om mig selv, hvis de nu spørger. Men jeg forsøger så vidt muligt at sikre, de reelt er interesseret, før jeg buser ud med tingene.
Så hvorfor har jeg så mange af den slags samtaler? Måske netop derfor; jeg er meget opmærksom på ikke altid at komme med “Det kender jeg godt, du skal bare gøre sådan her …” eller lignende udbrud, der flytter fokus til mig selv.
Måske er det netop min ‘angst’ for at overskride grænser, der gør mig til en attraktiv sparringspartner?
Den der friske start … søndag, 3. jan 2010
Skrevet af h2p3 under Betragtninger, KommentarerOp til Nytåret har jeg hørt rigtig mange mennesker snakke om, hvad det nye år skal bruges til: hvad skal nås, hvad skal droppes, hvad skal ændres osv. De tager udgangspunkt i 2009 og tidligere år, de sætter sig et mål ét eller andet sted i fremtiden, og så kan der findes en række ‘målbare’ delmål her i den umiddelbare fremtid i 2010. Ja snakken kører da fortsat her i de første dage.
Nu er planlægning (stadig) ikke min stærke side, så jeg ville ikke drømme om at sætte mål som: jeg vil løbe maraton inden jeg fylder 50; jeg vil giftes og have hus, bil, båd og børn inden for de næste 5 år; jeg vil have en årlig millionindtægt inden jeg fylder 40 … Og det kan godt være, det er præcis derfor, jeg undrer mig så meget over disse meget bastante udmeldinger.
Der er selvfølgelig også de sædvanlige om færre kilo, færre smøger, mindre alkohol, mindre arbejde; Den slags kan jeg godt forstå - eller i hvert fald forholde mig til. For mig starter disse udtalelser nemlig med: Fra nu af vil jeg …… Det er en beslutning, der følges op med en handling sekundet efter (cirka). Om så beslutningen tages 1. januar eller 8. april, det er da flintrende ligegyldigt!
Faktisk startede jeg et projekt sundhed op her for 14 dage siden. Projektet er egentlig ikke nyt, det har kørt på forskellige niveauer gennem godt et år, tror jeg; men nu er det sat på aftaleform sammen med en veninde. Vi har hver især defineret nogle punkter, som vi skal leve op til i hverdagen (hun er vældig organiseret ). Jeg har punkter med 3 ‘rigtige’ aftensmåltider om ugen, sund eftermiddags-snack dagligt, ‘motion’ 1 time hver dag osv. De fleste af aftalerne lever jeg allerede op til en stor del af tiden, men den formelle nedskrivning af dem har gjort mig mere opmærksom på, hvad det er jeg forsøger at indføre i mit liv (OG har tilføjet et par relevante punkter; sådan er det heldigvis at diskutere tingene igennem med en god veninde).
Og det er nok typisk for mig: jeg laver nogle løse tanke-aftaler med mig selv uden helt at forholde mig til, hvordan jeg skal overholde dem, eller hvad de konkret indebærer. Når så der er gået lidt tid, og jeg atter kommer i tanke om mine intentioner, så kan jeg enten ikke huske, om jeg har overholdt ‘aftalen’ - eller også husker jeg det tydeligt, og så bliver jeg irriteret på mig selv over, at jeg ikke har gjort det: så skal jeg endnu engang mærke konsekvensen af, at jeg ikke ‘tager mig sammen’. Tjah det hænder vel også det hele fortaber sig i fortidens tåger, men så har det nok aldrig været specielt vigtigt.
Min pointe skulle nu egentlig være: hvordan kan ændringen af et par cifre i årstallet betyde så meget for folks refleksion over eget liv? Er det mere sandsynligt, at vi holder fast i beslutninger taget i Nytårets fest-tåger?
Personligt er jeg mere tilbøjelig til at reflektere og efterfølgende ændre noget, når jeg oplever ét eller andet, der gør indtryk på mig - og jeg er meget tæt på, at ‘udbasunere’ dette som en generel selvfølgelighed, men mit manglende storhedsvanvid forhindrer mig selvfølgelig i det! Når ens far bliver syg; når ens arbejdsplads fyrer folk; når man sidder i en ubehagelig situation; når man ser på andre og ønsker dét, de har; når man mærker, at man ikke længere er glad.
Når Verden går fra at være en umærkelig baggrund til ens liv, og man kigger sig letter forundret omkring for at finde genkendelige steder, så reflekterer man og forsøger at finde en vej videre frem. Sådan er det i hvert fald for mig.
Blafferanekdote fredag, 1. jan 2010
Skrevet af h2p3 under Anekdoter, KommentarerFor mange år siden skulle en veninde og jeg på hyggetur til Århus - og stort set al vores transport foregik ‘på tommelfinger’, så vi ville blaffe fra Frederikshavn til Århus.
Vi kommer op med en fyr, der skal til Støvring og hente en ven, og selvom det ikke er langt, så tænkte vi, at det er smart at stå lidt efter en større by (Aalborg forstås!). Vi ryger så af i Støvring (ahem by…) og finder lidt mad, får et lift ca. 20 km. længere sydpå og står så med tommelfingeren i vejret igen. En bil stopper, og en fyr stiger ud “I skal til Århus, ikke sandt?”, lidt måben senere genkender vi vores første lift. Ahh sjovt :-) Der er ikke rigtig plads i bilen, men det er lige meget, for vi skal da med.
Vi har 2 dejlige dage i Århus, hvor vi besøger en god ven, men det bliver jo tid til turen hjem - tommelfingeren op og så kommer vores tidligere lift forbi! Selvfølgelig kører vi med, og denne gang bliver vi så sat af i Aalborg. Hvad er sandsynligheden for det mon?
Det opdragende (med)menneske onsdag, 30. dec 2009
Skrevet af h2p3 under Filosoffen, KommentarerJeg har på det sidste læst et par artikler og klummer om vores optagethed af andre menneskers gøren og laden - i det offentlige rum såvel som privat. Vi leger mor for vildtfremmede; på den politi-agtige måde forstås.
Det har sat mine tanker i gang … først tænkte jeg ’sådan noget pjat, folk passer da sig selv’, men ved nærmere eftertanke kan jeg jo godt se, at der er noget om snakken!
Så vi lever i en tid, hvor rigtig mange klager over, at vi ikke ‘kommer hinanden ved’. Folk kan blive overfaldet lige uden for vores vindue, uden at vi opdager det. En person kan falde om på gaden, og rigtig mange mennesker vil gå forbi, mens de frygter at blive blandet ind i noget, hvor de skal tage stilling til det andet menneskes skæbne …. Men hvis den samme person går over for rødt lys, så vil de moralisere og ‘opdrage’; sandsynligvis indirekte med et højlydt ‘tsk tsk’ eller en opbyggelig historie.
Når jeg bevæger mig gennem trafikken, kan jeg nogle gange se andre, der er ved at vride halsen af led for at tjekke om én eller anden tilfældig trafikant kører ordentlig. Jeg har set en kvinde smække vinduet op for at råbe efter et fremmed barn, der cyklede på fortovet. Jeg har set en gammel mand stikke sin stok ind i hjulet på en cykel, fordi knægten cyklede i gågaden. Ingen af de to var på nogen måde i fare for at blive kørt over.
Jeg forstår jo godt, at man gerne vil have en sikker Verden at færdes i. Og jeg forstår også frustrationer over, at der findes så mange mennesker, der slet ikke kan se, at de skal opføre sig anderledes, hvis vi alle skal trives her - eller i hvert fald for at ‘de opdragende’ skal trives! Sagen er jo den, at vi ikke er særlig enige om, hvad en god Verden består i.
Mit store forargelsesgen sættes i sving, når mine elskede medmennesker forsøger at snyde ’samfundet’ eller ’staten’, der vil stjæle deres hårdttjente penge. Når folk med villa, biler, sommerhus og lækker pensionsopsparing ikke vil betale skat eller aflønne håndværkere hvidt. Når jeg hører folk prale af proformaskilsmisse, så de forhøjede børnepenge kan betale for skiferie. Eller svindel med diverse indtægter så personen kan opretholde sine luksus-vaner. For mig er det tyveri fra de svage - disse personer stjæler fra min far; de stjæler fra enlige forældre; de stjæler fra de syge osv. osv. osv.
Jeg ved godt, det lyder helligt - men seriøst: hvis vi alle bare betalte vores skat, så ville der være råd til at hjælpe vores svage bedre. Og ja det fortæller jeg da gerne til de stakler, der kommer til at fyre selvtilfredse kommentarer af om deres fantastiske snuhed, der sikrer dem ekstra fyld i lommerne. Det er en hellig ko for mig; jeg hader simpelthen, at folk er stolte af, at de snyder myndighederne - de samme ‘folk’ der tager gratis sygehjælp, skoler og alt muligt andet for en selvfølge.
Nå; har I så forstået det? Jeg holder øje med jeres små numre - og jeg sladrer altså, hvis jeg opdager, I ikke tager jeres samfundspligt alvorlig … eller måske råber jeg lidt ad jer ud gennem vinduet!
Verden er ikke en pålidelig vælger mandag, 21. dec 2009
Skrevet af h2p3 under Filosoffen, 1 kommentarEn af mine venner befinder sig i en situation, hvor han er nødt til at træffe nogle valg; eller det vil være hensigtsmæssigt, hvis han selv forsøger at tage nogle skridt i ønsket retning!
Som sædvanlig snakker han om, at det egentlig ikke er et spørgsmål om, hvad han gerne vil; det er mere et spørgsmål om, hvad han reelt kan. Og det forstår jeg da godt; Men det er jo ikke så nagelfast, det der med, hvad vi faktisk kan her i Verden - rigtig mange ting kan udfordres og radikalt ændres, hvis vi yder en ihærdig indsats. Sagen er, at han har brændt nogle broer, og de tilbagestående er fixet med tidsindstillede bomber - han kan ikke demontere dem alle, uanset hvad han gør; muligvis kan han end ikke identificere, hvilke broer der er i fare. Men det er helt sikkert, at der vil ske noget drastisk, hvis han ikke foretager sig noget! Han håber nok, at han ikke befinder sig på en øde ø.
Jeg vil tro, alle har prøvet at være så usikre på sine valg, at tiden bare får lov til at snegle sig af sted, mens nogle valgmuligheder forsvinder af sig selv. Hvis man forestiller sig, at universet passer på én, så man ikke kan ‘vælge forkert’, ja så er det vel bare naturens orden, når en mulighed forsvinder fra ens balkort?! Men hvis man tror på, at vi selv er med til at styre vores liv og muligheder, så kan det være en meget uheldig strategi blot at lade stå til. Aller værst hvis det faktisk slet ikke er en bevidst strategi (det er det nok sjældent sådan 100%), fordi man så ikke opdager, at man mister muligheder; det er en rigtig grim overraskelse.
Det er en lidt sjov tanke: hvis jeg nu står helt stille her i hjørnet, hvor stor er sandsynligheden så for, at Verden mager sig således, at jeg får lige præcis dét, jeg ønsker mig aller mest?
De fleste vil ryste hånligt på hovedet over sådan en handling: For pokker da kvinde, tag dig nu sammen - det er kun Aladdin, der får appelsinerne kastet direkte i turbanen; og selv han skulle dog bevæge sig hen til appelsinkasteren!
Ligger dilemmaet i ansvaret? Hvis jeg vælger en retning, så har jeg kun mig selv at takke/bebrejde udfaldet. Hvis jeg lader alle muligheder stå åbne, så risikerer jeg ganske vist, at alt falder på gulvet - men det er så ikke min egen skyld …. alene!
Vil vi hellere risikere, at vores liv drives den ‘forkerte’ vej, end at vi enerådig træder ind i livet og vælger til og fra?
Vil jeg hellere lade Verden vælge for mig, så jeg trods alt har den at lade skylden falde på, hvis noget går galt?
Jeg tror ikke, Verden har de rette forudsætninger for at påtage sig dette ansvar ….. eller den fornødne samvittighed til at gøre en helhjertet indsats for netop mig. Jeg tror, Verden er et rigtig godt sted at være, men at min gang gennem livet er mit ansvar.
Jeg tror, jeg er den rette til at vælge for mig.
For fanden da - ikke igen! fredag, 18. dec 2009
Skrevet af h2p3 under Frustrationer, KommentarerFor laaang tid siden var jeg igennem en ubehagelig ventetid, hvor jeg ikke vidste, om der måske sad en lille kræft-djævel ind i mig. Det var rigtig ubehageligt, og jeg brugte en del energi på at tænke ‘Hvad nu hvis …’ og nok endnu mere på at undgå at tænke overhovedet - en helt umulig mulighed, vil jeg lige tilføje!
Nu har jeg så været til en lille harmløs undersøgelse hos lægen; en undersøgelse med nogle ret mærkelige spørgsmål problemet taget i betragtning. Og hvad er så resultatet af denne harmløshed? Joh, præcis som sidst: “Du har nogle forskellige symptomer, der kan indikere kræft - ikke nogle af de store rød-blinkende-lampe-symptomer, men nok til, at jeg vil indstille dig til en undersøgelse ….”
Selvfølgelig er det falsk alarm - igen! Selvfølgelig er det bedre at være på den sikre side: få foretaget de skide undersøgelser, vente nervøst på resultatet, ånde lettet op over negative prøver, glemme hele forløbet og komme videre med mit liv. Men for helvede hvor er jeg træt af at skulle igennem det igen!
Denne gang holder jeg det hemmeligt for alle omkring mig. Det blev modtaget meget alvorligt sidste gang, men der var mit humør så uforudsigeligt og trist, at det var komplet umuligt for mig at skjule, der var noget galt. Denne gang er det jul, den gladeste tid for rigtig mange mennesker - og den tid hvor min mor døde for nogle år siden, så der er ikke brug for flere skræmmende minder til at lægge pres på humøret ved juletid.
Hvis jeg er rigtig heldig, så sner jeg inde i en måneds tid, så det kun er mig selv, der bliver ramt af mit dårlige humør!
Opdatering: de fandt selvfølgelig ikke noget unormalt; alt var fint og ordentligt. Jeg går lidt og overvejer, om jeg ville turde sige nej, næste gang der er en mistanke - om jeg vil aftvinge lægen en sandsynligheds-procent, og så ignorere alle tilbud med mindre risikoen overstiger 20 % eller lignende …… men det vil nok være for hårdt for psyken og kræfterne.
For mig eller man(d) lørdag, 19. sep 2009
Skrevet af h2p3 under Betragtninger, 1 kommentarDer er en evig diskussion om (specielt) kvinder og deres udseende, påklædning, handlemuligheder mm; diktat fra ‘man’ eller ‘ nogen’ går ud over os kvinder og begrænser os på måder, mænd ikke oplever. Vi betragter det nok mest som frihedsberøvende diktat, når det er noget, vi ikke selv vil gøre - som at gå i burka for eksempel.
Nogle gange, midt i en handling, overvejer jeg, hvorfor jeg gør det her - gør jeg det, fordi jeg reelt gerne vil for mig eller min skyld; eller er det et udtryk for, at jeg forventer at andre sætter pris på det og dermed mig? eller er det et kulturelt krav, jeg forsøger at opfylde?
Jeg er for eksempel ikke så vild med at have for meget hår rundt omkring på kroppen. Jeg er heldigvis ikke specielt hårfyldt andre steder end oven på hovedet, men den smule jeg har ‘for meget’ får jeg fjernet med rod; med varierende smerte til følge. Hvorfor er det vigtigt for mig at fjerne en del naturlig hårvækst? Forfængelighed?? Klart nok
Make up er en anden forfængeligheds-parameter. Jeg har forsøgt mig med foundation og mascara til hverdag, men jeg gider det faktisk ikke! Jeg brød mig ikke om fornemmelsen af at gemme mig bag en facade - hvilket også er grunden til, jeg kun sjældent bruger make up, når jeg går til fest. Nogle gange har jeg lyst til det, fordi det virker rigtigt - jeg tager festligheden mere alvorligt ?! Og føler mig godt tilpas ved at vise, jeg er med på den … nu er det efterhånden sjældent make up’en kommer i brug. Det regnes vel nærmest for ikke-forfængeligt? Eller måske er det et udtryk for en anden forfængelighed … en personligheds-forfængelighed? Muligvis er det bare almindelig dovenskab, som jeg gemmer bag mere filosofiske undskyldninger.
Og så er der mine elskede sko! De fleste af dem har hæl; nogle bare et par cm, mens andre hæver mig 7-9 cm. op. Jeg elsker fornemmelsen af mine bevægelser, når jeg har høje hæle på; jeg nyder at mærke ændringen i min holdning og mit udtryk - og jeg labber komplimenterne i mig, når andre bemærker det. Men det sjove er, at jeg også elsker at gå i bare tæer - nyder forbindelsen til de naturlige bevægelser og følelsen af frihed. Jeg er trods alt meget praktisk orienteret, så stort set al bevægelse foregår på flade sko, mens hælene bliver brugt til arbejde og fest.
René Toft Simonsen har skrevet en artikel om kvinders ret til behåring - foranlediget af hendes søns kommentar om hendes ‘frisure forneden’. Hun lyder en smule fornærmet over den kvindelige hårtrimning mellem benene, og det sætter nogle tanker i gang hos mig. Sjovt nok hiver vi oftest ‘ret til’ frem, når vi vil protestere over noget: vi fremhæver vores ret til noget for at sætte spot på andres valg af det modsatte - hvad enten det er fordi, vi mener, de andre lefler for mode eller undertrykkes af kulturer eller personer.
Efter min mening har vi alle ret til at klæde os og sminke os, som vi ønsker. Kalot, tatovering, burka, jakkesæt, turban, slangekrøller, bryster i fri dressur, piercinger, kilt, hængerøv, djellaba, briller, partisanertørklæde, guldkors, lårkort nederdel osv. osv. Vi sender alle signaler med vores udseende, stemme, opførsel og placering i gadebilledet.
Det spændende er, om vi vil tage konsekvenserne af andres for- eller bedømmelse af os …